tirsdag den 5. juni 2012

Sjov med stearin

Jeg kom i tanke om at noget at det jeg lavede rigtig meget som barn var at dryppe stearin. Mine forældre havde en skuffe fyldt med forskelligfarvede stearinlys, som jeg en gang imellem "lånte". Det burde man kunne lave et eller andet med, og ja det kan man da sagtens. Her har jeg lavet "fade" til fyrfadslys, og det er utrolig nemt at lave!

mandag den 4. juni 2012

Glimmersko


Efter at være faldet over denne DIY på Honestly WTF, måtte jeg selv prøve at gøre det efter. Jeg havde allerede haft kig på skoene fra Miu Miu (dem kan du se her) og bestemte mig for at lave min lidt egen fortolkning. De kan jo stort set laves i lige præcis det design man synes, man skal dog være forberedt på at de nok (helt sikkert!) ikke holder så længe som MiuMiu's version;) Mine egne sko er allerede begyndt at tabe glimmer, men så er det jo godt man har en masse ekstra, så man kan lappe dem og så kostede de kun 150 kr at lave i forhold til MiuMius sko til 2500 kr. Det er da noget af en besparelse:)

søndag den 13. maj 2012

Et par jeans

Nu syntes jeg mine tidligere yndlingsjeans fra Killah havde ligget gemt væk i skabet længe nok. Af en eller anden grund er det åbenbart ikke bedre kvalitet man betaler for når man køber et par halvdyre jeans. Jeg er i hvert fald endt op med 2 store huller på knæene. Så nu skulle jeg altså finde ud af hvad jeg skulle gøre med bukserne. Det åbenlyse var at lave dem om til shorts, men jeg syntes det var synd at lade resten af stoffet gå til spilde. Specielt de lynlåse der sidder nederst på benet. Jeg lagde hovedet i blød og fandt på at jeg da skulle lave en clutch.

fredag den 11. maj 2012

Pinocchiotæppe....eller noget derhen af

Se der skete det uheldige at jeg gik hen og blev meget glad for det multifarvede Pinocchiotæppe fra danske HAY, men da det bestemt ikke er lavet til studerende på SU var jeg nødsaget til at finde på noget andet. Så hvorfor ikke lave noget lignende selv....
Jeg var selvfølgelig forberedt på at det ville tage utrolig lang tid (der skal trods alt laves rigtig mange uldkugler for at få et decideret tæppe ud af det, uanset form), men ikke desto mindre gik jeg i gang, og nu godt 9 måneder senere har jeg stadig kun fået et par hundrede uldkugler ud af det. Jeg er dog fortrøstningsfuld og det hjælper at se tilbage på hvordan antallet har udviklet sig undervejs. Jeg skal nok blive færdig!

Velkommen til bloggen

Velkommen til bloggen der har det ydmyge formål, at vise hvad der kan komme ud af at droppe fjernsynet, og i stedet gribe strikkepindene/hæklenålen/tapetklisteret/bagebogen/saven eller hvad der ellers lige kan bruges til at gøre de lyse sommeraftener (vi forhåbentlig kommer i møde meget snart) meget hyggeligere.
Jeg har altid haft gang i mange kreative gør-det-selv projekter og denne blog er først og fremmest et middel til at dokumentere processen for de langvarige projekter, og til at notere de erfaringer ned som jeg gør mig undervejs. 
Nogle af ideerne er samlet sammen fra forskellige DIY sider på nettet, mens andre er nogle jeg selv er kommet på, enten for at spare penge eller simpelthen bare fordi jeg synes det er smadder sjovt:)